Edward Joseph Snowden

snowden

Det er vel dårligt gået nogens næse forbi, at Snowden filmen er landet i biograferne for en måneds tid siden. Og hvis det er, så kan dette jo være den perfekte lejlighed til at lette rumpetten fra sofaen, og defilere ned mod den lokale biograf. Jeg har haft tid til at sunde mig lidt ovenpå filmen, og her kommer lidt strøtanker om Oliver Stones værk.

Filmen i hovedtræk

De fleste kender historien om Edward Joseph Snowden; En tidligere ansat i NSA, der lækkede en ordentlig bunke klassificerede dokumenter til pressen, som led i et personligt korstog mod overvågning af amerikanske borgere, og (i følge ham selv) drab på personer i Mellemøsten. Drab der i bedste fald (igen i følge Snowden) var baseret på et mildest talt løst grundlag.

Hans afsløringer kostede ham hans frihed, og han måtte i sidste ende fortrække til Rusland i eksil, af frygt for repressalier fra det amerikanske efterretningsvæsen. Vejen til Putins helle gik over eksotiske steder som Hawaii og Hong Kong. Ikke så meget nyt under solen her. Det var bare sådan det nu engang endte.

Skulle der sidde en enkelt eller to, der ikke kan nikke genkendende til dette ultrakorte resumé, så har de måske set en bleg nørd på en storskærm til årets Roskilde Festival, der talte om overvågning og retten til privatliv. Det var ham – bare live! I kan nu betragte jer selv som opdaterede.

Nick Cage + Oliver Stone = Lækkerhed! 

Store var mine forventninger da jeg overtalte en flok kollegaer til at tage med i biografen. Oliver Stone, Joseph Gordon-Levitt, Zachary Quinto, Rhys Ifans, Tom Wilkinson, hende der fra Divergent og… Nick Cage – Det kunne kun blive godt!

Jeg havde på forhånd ikke læst noget som helst om filmen. Ikke en eneste anmeldelse eller andet, der kunne risikere at ødelægge oplevelsen. Det eneste jeg vidste var alt det fra medierne, at Ed Snowden var en ret habil programmør og så videre..

Hvis man nu sidder helt uforstående, og intet aner om Ed Snowden og hele polimikken omkring hans afsløringer, så bliver man præsenteret for en (meget) grundig gennemgang af hele sagen. Med en længde på godt over to timer, så kan man ikke beskylde den gode Stone for ikke at hive enkelte detaljer med. Med udgangspunkt i Snowdens spæde start hos den amerikanske hær, og en brast drøm om at gøre tjeneste ved specialstyrkerne, tager filmen sin begyndelse. Herfra springer den mellem flashbacks fra uddannelsen i CIA, over en række tjenestesteder, tilbage til et hotelværelse i Hong Kong, hvor han med en lille gruppe journalister forbereder sig på offentliggørelsen af en række fortrolige dokumenter. Alt sammen når sit klimaks til en fiks lille overgang, hvor den rigtige Ed Snowden kommer frem. Meget elegant. En smule forudsigeligt, men stadigvæk elegant.

Hele debatten går en anelse tabt 

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så kunne man måske godt have skåret filmen med en lille halv time, uden at det havde gjort det helt store. For interesserede nørder, der er det jo bare lækkert med mere, men tager man lægmands briller på, så røg spændingen nok et sted inden afslutningen. Og det er en skam! Fordi filmen (og hele Snowdens historie!) tager fat i en vigtig debat; Hvornår er nok nok? Hvor meget kan vi tolerere i sikkerhedens navn, og hvad gør vi når et offentligt agentur bliver magtfuldkomment (eller i hvert fald synes sådant set udefra)?

Store spørgsmål der bestemt har sin relevans i denne tid – og som ikke synes at blive mindre relevante i den kommende tid. Min holdning har indtil nu været ualmindeligt klar; Den slags kan ikke tolereres. Jeg vakler en anelse mere i dag, efter jeg er tiltrådt en stilling på den anden side af stregen. Ikke at jeg på nogen måde arbejder med informationer eller operationer, der tilnærmelsesvis kan sidestilles med det Snowden rodede rundt med – men der er dog enkelte gennemgående fællesnævnere. Offentligheden kan, og skal, ikke vide alt hele tiden. Det vil umuliggøre operative enheders arbejde rundt omkring i verden. Punktum.

Men der fra, og så til at acceptere en kollektiv indsamling af data om ens lands egne borgere, der er dog lidt af et spring. Og det er heri at det moralske spørgsmål opstår. Oliver Stone havde en ganske udemærket mulighed for at tage denne debat op i filmen, men desværre så bliver stregerne meget hurtigt kridtet op, og de amerikanske agenturer er de skidte karle, og Snowden helten. Der er ikke på noget tidspunkt lagt op til en debat om det kæmpe store spændingsfelt af en gråzone, der unægtelig har været (og er) i denne historie. Det havde været spændende – og modigt, hvis den del var taget op!

Det ændrer dog ikke ved at jeg formentlig nok vil købe den på Bluray når den udkommer. Hvis du ikke har været i biffen endnu, så drop Klassefesten 10 (eller hvad nummer de nu er nået til), og se en film med lidt mere substans (omend den er pakket godt ind i Hollywoods glimmer og glitter).



Forfatter(e)

Relaterede indlæg

*

Top