Nintendo SWITCH

si_nintendoswitchlogo

Så kom der lidt nyt fra Nintendo. En (surprise) ny konsol! SWITCH hedder den, og den er designet til den aktive moderne hipster, der kan lide at holde BBQ på tagene med gode venner, og høre progressiv musik, mens han/hun lige får sig et spil Super Mario. Fordi det sker… I omvendtland.   

Hvad er det egentlig?

Nintendo må jo nok æde den bet, at deres seneste konsoller ikke rigtig har haft den ønskede gennemslagskraft på markedet som de kunne have haft tænkt sig. Bevares, Wii’en solgte da pænt, men WiiU var en katastrofe, og så er vi slet ikke begyndt at trampe rundt i fordums tids ulykkesagligheder.

Personligt så var Nintendo 64 den sidste konsol de producerede, hvor jeg var oprigtigt underholdt. Ikke fordi et slag tennis i ny og næ på Wii’en ikke kan have sin berettigelse, men det adrenalinsus jeg fik ved at spille Golden Eye, det kan slet ikke sammenlignes med nyere tids oplevelser. Overhovedet! Og så er det i øvrigt stadig det sværeste FPS jeg har spillet til dato. Aztec på sværeste niveau kunne jo tage evigheder.

Men tilbage til SWITCH. Den minder mest af alt om en PSP, der er fusioneret med det nu nedlagte Google Project Ara. En mobil konsol, der kan kobles til TV og slæbes med på farten, så du kan få dig et gedigent slag Mario med dine venner. Og helt uden at de behøver at have deres egen konsol, da den har indbygget to fra fabrikkens side. Meget moderne. Men lad os være helt ærlige – kommer det overhovedet til at ske?

Hvad skal den vinde på?

Nintendo har siden Playstations indtog haft et problem med at appellere til de brede masser. Det til trods for at de klart har haft et af de stærkeste bagkataloger når det kommer til spil. Med klassikere som Donkey Kong, Zelda, Pokemon og Super Mario i rygsækken, så burde det være et homerun. Det har det så bare ikke helt været. Fordi hvor Sony og Microsoft for længst er stukket af i forhold til grafik, så er Nintendo fanget i et mere barnligt limbo. Det er der intet i vejen med, men når selve gameplaydelen halter, så er der ikke sammenhæng.

Fordi de kan altså ikke konkurrere på grafik længere – og dårligt nok gameplay. Det er heller ikke sikkert at de vil have lækker grafik, men så er de nødt til at komme med noget mere! Og i det første lille sneakpeak på SWITCH, så er der intet der tyder på at skuden er ved at blive vendt. Vi ser en nyere udgave af Mario 64 (der i mine øjne var rædderligt), og hvis det skal være det som den skal sælges på, så bliver det opad bakke. De er simpelthen nødt til at vende tilbage til det som det hele startede med. En god historie, og et gameplay der honorerer kravene om en skøn oplevelse. Den oplevelse man kunne have med sine venner når man spillede 2 Player i Mario, eller udraderede sine venner i Mario Kart. Det er der vi skal hen igen.

Men der går alligevel lidt inden vi bliver klogere. Rygterne vil vide at der kommer en dybdegående præsentation en gang i det nye år. Indtil da, så må vi vente i åndeløs spænding!



Forfatter(e)

Relaterede indlæg

*

Top