Reddit vs. 4chan: Hvem styrer debatten?

thumb_web009

Der har de seneste år udspillet sig en veritabel kamp på nettet. På den ene side står reddit og på den anden, 4chan. Brugerne sværger nærmest religiøst til det ene eller det andet site, og der hersker en Apple/Android-agtig tilstand. Først lidt om de to kombattanter.

Reddit

Siden blev skabt i 2005 af Steve Huffman og Alexis Ohanian, og blev året efter opkøbt af mediekoncernen Condé Nast. Condé Nast ejer blandt andet GQ, Vogue, Vanity Fair, og Wired, så det var fint selskab reddit blev indlemmet i. I dag kører reddit selvstændigt, og modtog i 2014 50 millioner dollars i funding. Advanced Publications (Condé Nast’s ejergruppe) har stadig den største aktiepost.

Reddit er, præcis som 4chan, et online forum. Her kan man poste indlæg i en række forskellige overkategorier, og søge på mere specifikke emner i underkategorier, kaldet for subreddits. Som bruger, der har man mulighed for at uploade content på siden, og up- eller downvote enkelte indlæg. Indholdet er sorteret på siden på baggrund af disse stemmer.

Indholdet på reddit er ekstremt varieret, men nogle af de mere populære koncepter er TIL (Today I Learned) og AMA (Aske Me Anything). I TIL er formålet at brugerne skal dele ny viden, og forsøge kollektivt at blive klogere på forskellige emner.

AMA er den lidt tungere del. Her kan moderatorer eller kendte stille op, og så kører boardet ellers som et online Q&A. En del kendte har i tidernes løb også stillet sig til rådighed. Vi kan i flæng nævne; Madonna, Bill Gates, Ron Paul, Stephen Colbert, Psy, Arnold Schwarzenegger, Louis C.K., Roger Federer, Larry King, Bill Nye, Stan Lee, David Copperfield, Al Gore, Peter Dinklage og en Keilberg & Christiansen favorit – Barack Obama. Sidst nævnte fik dele af reddit til at crashe på grund af for mange visninger.

“This feels like being interviewed by a hundred thousand news anchors at once! But much friendlier anchors…who seem to know their material… I really appreciate everyone’s enthusiasm and questions.”

Peter Dinklage (Tyrion Lannister, Game of Thrones)

4chan

4chan blev grundlagt et par år tidligere end reddit, nemlig i 2003. Det hele startede som et imageboard, hvor ideen var at diskutere anime og manga (japanske tegneserie typer). Stifteren hed Christopher Poole, og han lavede det, som skulle blive et af nettets mest notoriske mødesteder, i sit soveværelse.

I praksis der fungerer 4chan meget som reddit (eller omvendt, hvis man tager hvem der kom først i betragtning). Man poster indlæg, og herefter er der mulighed for at kommenterer. Der er ikke nogen up- eller downvote, og kommentarer og indlæg fremstår kronologisk. Det er heller ikke muligt at oprette sig som bruger, og man poster som udgangspunkt anonymt, eller Anonymous – men mere om det senere. De enste der har faste brugernavne er sitets moderatorer.

4chan er berømt og berygtet. Af gode grunde. Det er et helt latterligt simpelt layout, der tenderer til grimt. Men det er ikke layout og design, der er i fokus på 4chan, det er content. Og det er der masser af. Stort set alle memes du ser på nettet er i sin tid skabt på 4chan. Konceptet omkring Lolcats og Rickrolling kan også spore sine aner til et af de mange boards. Tilsvarende er det også her at hackergruppen Anynymous i sin tid kom til verden, og deres navn stammer fra 4chans anonyme posts, som nævnt tidligere. Så der er en hel del at komme efter. Alt i en skøn blanding af leakede nøgenbilleder af kendte kvinder (Jennifer Lawrence er nok ikke stor fan af siden) og manga.

Hvem ville vinde?

Det er lidt pærer og bananer. Fordi selvom der er mange ligheder ved de to sites, så er der også en hel del markante forskelle.

Indholdet på reddit forsvinder ikke, hvor det derimod gør det på 4chan, hvis der ikke er aktivitet nok omkring en tråd. Det er altså brugerdrevet aktuelt content. Reddit svarer igen ved at have nogle store kanoner inde, der kan tage fat i noget helt relevant, og igennem deres TIL subreddit.

Den mest markante forskel er nok i vinklingen af indholdet. Hvor reddit har en mere “normal” tilgang til emner, så beskæftiger 4chan sig med nogle lidt mere aparte (for at sige det mildt) tråde. Sådan lidt firkantet, så er reddit vel mere til den almindelige bruger, der gerne vil have sig et godt grin eller finde en eller anden ny måde at udplante sine tomater på, og 4chan er til dem der søger at finde nettets grænser.

Der er ikke noget rigtigt og forkert. Det afhænger helt af hvad man ønsker at få ud af sin tid på de forskellige boards. Personligt så bruger jeg primært tid på 4chan, og er egentlig ikke specielt meget på reddit (stort set aldrig). Jeg er komplet ligeglad med at en eller anden person har lært at lave en Darth Vader formet pandekage, men jeg er ikke ligeglad med at følge udviklingen af Chanology (Anonymous angreb mod Scientology). Og så er ekstremerne på /b/ boardet ekstremt underholdende!

Det er sikkert lettere at finde konsensus imellem henholdsvis en FCK- og Brøndbyfan, end det er imellem dedikerede brugere af de to sites. Så ingen vinder? Tjo, som det elegant blev formuleret et sted, så ville reddits brugere sikkert vinde i en virkelig kamp, men 4chan ville vinde på nettet. Kast dig ud i det, og bliv klogere på livet. Pludselig vil du opdage at der er forsvundet bekymrende mange timer, uanset om du er det ene eller anden sted.



Tags ,
Forfatter(e)

*

Top