To Cloud or not to Cloud. Det er spørgsmålet.

thumb_cloud

Hvis der er én ting som udviklingen indenfor gadgets og software har vist os den seneste tid, så er det at streaming og cloud storing er det nye. Det kan der dårligt være nogen tvivl om. Men er det nu også alt det som det er hypet til at være, eller har intern memory stadig sin berettigelse? Vi tager et kig på det.

Hvor meget plads skal jeg bruge? 

Et spørgsmål der ofte dukker op når mine venner skal have ny smartphone er: ”Skal jeg tage den med 16, 64 eller 128 GB?”. Holdningerne er mange, og vi er sjældent enige. En overvejende del er store fortalere for 64/128GB, så der er plads til at de kan indfange stemninger med deres kameraer fra alternative udskejelser i Kødbyen, eller have en eller anden smart Indie plade kørende i Bose headsettet. Andre, som jeg selv, vil hellere have mindre intern flash memory, og så ellers bruge streaming tjenester og cloud storing.

Der er selvfølgelig fordele og ulemper ved begge dele. Er du typen, der tager mange billeder og downloader mange apps, så vil du have brug for meget plads på din smartphone. Det siger lidt sig selv. Men kan du leve med at skulle slette lidt hist og her, og ellers benytter dig af de forskellige muligheder eksisterer på streaming og cloud markedet – ja, så kommer du altså ret langt med 16GB.

Du har, som den skarpe læser du er, sikkert noteret dig at det her primært er iPhone segmentet det vedrører. De fleste Android enheder kommer med noget mere plads som standard. Men stadigvæk. Lad os se lidt på nogle muligheder.

Billeder & Video

Efter at mobilkameraerne er blevet bedre og bedre, så tager vi flere og flere billeder. Vi tager måske lige i overkanten vil nogen mene. Men faktum forbliver, at vores liv er dokumenteret i en grad, der ikke er set tidligere. Men hvad sker der så med alle de her billeder? Vi får dem jo ikke fremkaldt. De ligger der bare. Og de fylder!

Jeg vil gerne have adgang til alle mine billeder hele tiden. Og jeg vil gerne have dem samlet et sted. Men jeg vil helst ikke rigtig bruge mine gigabytes på at have dem liggende lokalt. Det vil desuden også være et mareridt rent pladsmæssigt, hvis man er på en lille eller mellem model. Har man 128GB at svælge i, så er problemet selvsagt ikke så stort.

På streaming fronten er der et par rigtig gode muligheder, hvis du vil kunne se alle dine billeder og videoer på tværs af platforme. Til iPhone, der er Apples iCloud. Den synkroniserer med din smartphone og dit lokale bibliotek på din Mac. Det hele sker af sig selv, og det virker forholdsvis gnidningsfrit. Der er lidt opsætning, der ikke er helt logisk hele vejen igennem. Men når det er på plads, så er det slut med at tænke på det, da synkroniseringen sker automatisk. Til Android, der leverer det Google ejede Picasa nogenlunde den samme service som iCloud gør på foto fronten.

Ingen af delene er helt gratis. Eller det vil sige, at de første par gigabytes er gratis, og derefter koster det. Picasa er en smule dyrere end iCloud, da du skal smide ca. 70kr for 100GB om måneden. Hos Apple koster 200GB små 30kr. 1TB koster henholdsvis 150kr hos Picasa og 130kr hos Apple. Det bør være rigeligt for de fleste.

Musik

Apple droppede i år deres iPod. Det er slut med flere forskellige enheder. Nu er det nok med en iPhone, mener de i Cupertino. Fint nok.

Er du den stik modsatte type af mig (Der laver en playlist hver anden måned, og så ellers skamhører den. Gerne med gengangere fra sidste liste – Taylor Swift og Rihanna kan altid tåle et lyt mere), så vil du sikkert gerne have adgang til en forfærdeligt masse musik.

Her er den nemme løsning jo bare at synkronisere med sin computer. Det kan de fleste vel efterhånden finde ud af. Men det kræver så at du på en eller anden måde har fået musikken ind på din computer til at starte med. Jeg kører personligt oldschool stilen og henter min musik på iTunes og så laver jeg troligt min playlist og overfører manuelt. Ironisk nok en ret gammeldags tilgang til at have musik på sin smartphone.

Spotify og det nye TIDAL kender de fleste efterhånden. Du har adgang til stort set alt udgivet musik, og kan streame det direkte på din enhed. Du kan lave playlists, følge venner og alt muligt andet. Deres UI’s (User Interfaces) er efter efterhånden blevet så gode, at de sagtens kan erstatte den native afspiller der er installeret med dit OS. Der er snart ingen grund til ikke at bruge det.

Heller ikke her er det helt gratis. Eller, hvis du kan leve med at blive afbrudt i tide og utide af elendige reklamer, så kan du slippe for at betale – ellers må du også her til lommen. Begge tjenester koster 99kr om måneden. Så valget er egentlig ret simpelt. Spotify eller TIDAL. Selvom der reelt ikke er tale om et egentligt valg. Taylor Swift er på TIDAL og ikke på Spotify. Jay-Z: 1 – Daniel Ek: 0.

Filer

Filer er lidt sekundært. Det er de færreste, der har et stort behov for at have adgang til eller dele, store filer via deres smartphones. Men for en god ordens skyld, så tager vi det lige med.

I princippet så kan du bruge både Google Drev (som Picasa også benytter) eller iCloud til at have dine filer på. Priserne er nævnt længere oppe. Men kongen af fil deling må vel være Dropbox. Det er helt ufatteligt enkelt, og måden det synkroniserer og indlejrer sig i styresystemerne på er simpelthen utroligt lækker. Sexet vil nogen mene.

Det fungerer til både Android og Apple, og det koster 75kr om måneden. Men så får du også 1TB til rådighed. Der er ingen undskyldning.

Pros & Cons

Hvis vi starter med den lokale plads, så er der den åbenlyse fordel, at når du først har købt den, så har du den for altid (eller så lang tid som du nu har din smartphone). Der er ikke nogen som kommer og kræver penge fra dig hver måned. Du har dine 128GB og de forsvinder ikke.

Samtidig, så er det stadig ikke helt billigt at have adgang til de forskellige tjenester, hvis du vil have dem alle sammen. Enkeltvis, der er de ikke så dyre, men det løber op, hvis du skal have abonnementer flere forskellige steder. Og så er der selvfølgelig den indirekte regning i forhold til data forbrug.

Ved at have dine filer lokalt, så udsætter du heller ikke dig selv for den helt store overvågning. Der er ingen der kan se hvad du hører af musik, eller hvad du tager billeder af. Det er helt og holdent i din kontrol. Og så slipper du for en masse target marketing fra firmaer, der har købt sig adgang til dine data, og vil smide reklamer efter dig.

Streaming og cloud storing giver dig til gengæld en hel masse fleksibilitet. Du kan tilgå dine ting alle steder fra, og du er ikke begrænset af at skulle huske at lave backups eller at downloade en specifik sang, du gerne vil høre. Det hele er lige ved hånden.

Men vigtigst af alt: Du har en online backup. Slut med at miste feriebilleder eller vigtige noter. Google og Apple passer på dine ting (Jennifer Lawrence er sikkert ikke helt enig – men det er en anden sag), og der er en noget større risiko for at du mister din smartphone eller får den ødelagt, end at Apples datacenter går ned og du mister alle dine feriebilleder fra Lanzarote.

Når det kommer til backup, så er det altid naboen det går ud over, men når det endelig er en selv, så er det simpelthen ekstremt frustrerende. I min verden, der er det det afgørende argument for at hoppe med på skyen i et eller andet omfang.



Forfatter(e)

Relaterede indlæg

*

Top